Evaluering

EVALUERING AF SKOLENS SAMLEDE UNDERVISNING

I bekendtgørelse om lov om gennemsigtighed i uddannelserne og åbenhed samt friskoleloven kræves det, at en fri grundskole gennemfører evaluering af skolens samlede undervisning og udarbejder en opfølgningsplan for evalueringen og offentliggør dette resultat på skolens hjemmeside.

På Sankt Birgitta Skole er evaluering en hel naturlig del af undervisningen – startende fra de yngste klasser og indtil eleverne aflægger Folkeskolens Prøver.

Formålet med evalueringerne er bl.a. at få afklaret, om der er elever, der har brug for ekstra hjælp og støtte, eller om der er elever, der har brug for yderligere udfordringer – samt om undervisningen er i overensstemmelse med ”Fælles mål”. Samtidig er evalueringen også et redskab for den enkelte lærer, der medvirker til at optimere undervisningen af elevgrupper og enkeltelever, så eleverne så vidt muligt tilegner sig de kundskaber og færdigheder, der følger med skolens fastsatte slutmål.

Hver enkelt lærer evaluerer elevernes udbytte af undervisningen og egen undervisning løbende. Dette gøres på mange forskellige måder og med forskellige metoder.